Lyrik, lyrik, lyrik

Verdenssøn

Så dig på gaden under uret

som om alt dette var dit.

Og du stod med nøglen i hånden

og ville åbne til rum

med afklaret stilhed og støv

eller blanke flader

af stadig forandring.

Så gik du og lod mig alene om

at holde øje med tiden

og fylde disse timer

med en omarrangeret tomhed

hvis støj er uforklarlige lyde

og åndedrættet

der kun et mit

og altid det samme.

(Michael Strunge, Verdenssøn, Borgen 1985)

Så skal vi i gang med vores forløb om lyrik.

Etymologisk stammer ordet “lyrik” fra det græske ord “lyra”, som betegner navnet på et strengeinstrument. Og på sin vis giver det mening, for et digts fremførelse og klang er faktisk rigtig vigtig.

Mens drama og epik (de to andre skønlitterære hovedgenrer) lægger handling og replikker frem, koncentrerer lyrikken sig om en intens øjebliksoplevelse. Den fortæller ikke – i hvert fald ikke primært – en historie. I stedet fastfryser den lyriske tekst følelser og stemninger.

Den lyriske genre er båret af en række akustiske virkemidler som klang, rim, rytme, tonefald, melodi, og af en række skriftlige virkemidler som grafisk opsætning, stram sætningsopbygning, linjebrud og -skift.

Ofte er et digt opbygget af en række sproglige billeder, og mange digte har derfor både et real- og et billedplan, dvs. en reel udgangssituation og et symbolsk lag. Og det vil vi komme til at arbejde meget mere med!

I dette forløb skal vi virkelig lære at anvende og genkende de forskellige sproglige virkemidler, såsom metafor, symbol, sammenligning. Men vi skal også undersøge selve digtets form noget nærmer, f.eks. dets rimtyper og opstilling.

Det kan godt være, at vi skulle bruge vores analytiske evner under vores epikforløb, men nu skal vi for alvor til at i gang med analyse og fortolkning.

Jeg glæder mig til at gå ‘i kødet på’ nogle digte sammen med jer! 🙂

En analyse af Naja Marie Aidts novelle: “En kærlighedshistorie”

Så har vi alle læst fortællingen om den unge Louisa. Og nu skal vi til at grave godt og grundigt ned i den. 🙂

Nedenfor dette indlæg skal hver gruppe skrive deres svar i et kommentarfelt. På den måde får vi alle en samlet oversigt over novellen på en lidt anderledes måde end en traditionel tavlegennemgang.

Og husk: Citater er simpelthen det allervigtigste værktøj, når vi analyserer. Hvis ikke vi finder citater til at understøtte vores analyse, er den rent ud sagt intet værd.

Derfor: Husk citaterne! De skal gengives med citationstegn og efterfølgende parentes med sidetal.

F.eks.

Han elsker planter, og han tildeler dem menneskelige egenskaber: “Jeg bøjede mig over planten og begyndte at tale til den. Den så så lyttende ud. Jeg var sikker på, den ville svare mig lige om lidt.” (s. 50, l. 16).

At udfylde de ‘tomme pladser’: Skriveøvelse med Helle Helles “Fasaner”

Det minimalistiske

Som vi snakkede om på klassen, anvender Helle Helle en minimalistisk stil, hvor der er meget plads til at lægge sin egen tolkning og forståelse ind i værket. Vi kan næsten snakke om, at hun giver os et skelet – og vi fylder så selv kød på det.

De tomme pladser

Dette fænomen, hvor læseren skal aktiveres for at sammenkæde historien og danne sammenhæng, kalder man for “tomme pladser”. Udtrykket blev første gang brugt af den tyske litterat Wolfgang Iser.

At udfylde de tomme pladser

I Helle Helles novelle “Fasaner” er der masser af tomme pladser – og I fik til opgave at fylde dem ud.

Her vil vi lægge alle jeres små noveller ind.

Husk at skrive dit navn, så jeg kan danne mig et overblik over, hvem der har lagt den pågældende fortælling ud.

Så kan I også læse hinandens arbejde. 🙂

Det vigtigste element i epik: Fortælleren

Al epik tilhører, som I ved, en fortællende genre. Derfor er der i epik også altid en fortæller, der fremstå som formidler af handlingsforløbet til læseren.

Fortælleren kan inddeles i to overordnede kategorier:

A) 1. personsfortæller (jegfortæller)

Refererer til sig selv som ”jeg” og er én af hovedpersonerne. Han/hun fortæller hvad han/hun ved og tænker. Læseren kommer derfor ofte til at kende fortælleren godt og vil muligvis også sympatisere med ham/hende. 1. personsfortællinger er ofte spændende, overbevisende og medrivende.

Eks. Jeg gik en lang tur i de smukke skove.

B) 3. personsfortæller

Refererer til personerne i fortællingen som ”han”, ”hun”, eller ”de” og deltager ikke selv i handlingen. 3. personsfortælleren er – oftest – som en flue på væggen.

Eks. Hun gik en lang tur i de smukke skove.

OBS:

Til 3. personsfortælleren findes der 3 underkategorier, hvor synsvinklerne er forskellige:

  1. 1. Observerende fortæller:

    Hvis der er tale om en observerende eller objektiv fortæller, er synsvinklen ydre. Alt er set udefra. Denne fortæller går ikke ind i tanker og følelser. Den beskriver kun, hvordan tingene ser ud. Alt er set udefra. Neutralt. Den observerende fortæller er ikke altid god til skønlitteratur, da den kun beretter, hvad der sker – som et skjult kamera. Der er ingen følelser eller tanker. Kun ren beskrivelse og dialoger. Fortælleren har ikke adgang til tekstens personers tanker og følelser. Fortælleren kan sammenlignes med et skjult kamera, der blot registrerer, hvad der sker.
    Ingen viden om personernes indre liv

    2. Alvidende fortæller:

    Denne fortæller har det fulde overblik over historien og råder over det, man kalder en alvidende synsvinkel. Fortælleren kan gå ind og ud af flere personers tanker og følelsesliv, kender deres fortid og sågar ofte deres fremtid. Den alvidende fortæller ved, hvad der foregår mange steder på én gang og kan desuden kommentere handlingen (forfatterkommentar) og henvende sig direkte til læseren.
    Total viden om personernes indre liv (fordi der er adgang til alle personernes tanker og der kan fortælles ud fra fleres synsvinkler)

    3. Personalfortæller:

    Hvis der er tale om en personalfortæller/personbunden fortæller, ligger synsvinklen hos en af de vigtige personer i fortællingen. Vi får vedkommendes tanker, og det er fortalt sådan, som han eller hun ser tingene. Synsvinklen er således begrænset til personen, og dermed også hovedsagelig indre, men ofte forbundet med et ydre syn på handlingen.
    Begrænset viden om personernes indre liv (fordi der netop kun fortælles ud fra én persons synsvinkel)

Eksempler

1. personsfortælling:

Jeg trådte ind i lokalet. Alle stirrede de på mig. Jeg følte, hvordan sveden langsomt begyndte at pible frem på min ryg og min pande. Mine armhuler var i brand og sveden var den eneste mulige lindring. Jeg følte mig gennemblødt, beskidt og ildelugtende, og allerede nu begyndte ydmygelsen at trænge sig på. Jeg fornemmede, hvordan alle i lokalet stirrede på mig. De lignede små modbydelige væsner, der kun ville mig ondt. Det var som om alle deres små stikkende øjne bare hungrede efter min ydmygelse. På forreste række satte folk sig ekstra godt tilrette i stolene – som om de nu skulle nyde mit nederlag fra første parket. Pludselig følte jeg, at al luften blev suget ud – og alle befandt vi os i et rum uden for tid og sted.

– Alt fortælles fra jegpersonens synsvinkel. Der er derfor et indre syn, men også et ydre syn på handlingen. Det hele er dog bundet til jegpersonen, og der er derfor begrænset viden.

3. personfortælling:

Observerende fortæller:

Marianne trådte ind i lokalet. Hun kiggede rundt på alle sine medstuderende og kløede sig i håret. Man kunne se sveden samle sig i dråber på hendes pande. Der var ingen reaktion fra dem. Intet. Ingen gjorde noget. Alle sad de musestille og stirrede på hende med længselsfulde øjne. Nogle få stykker på forreste række rykkede lidt rundt på stolen og lænede sig ekstra godt tilbage. De gjorde sig magelige. Lokalet var højspændt af forventningen om, at noget forfærdeligt skulle ske. Og pludselig var det, som om al luften i lokalet blev suget ud – og alle befandt sig uden for tid og sted.

– Her er der ingen beskrivelse af tanker eller indre liv. Det er ren observation. Effekten er ofte meget kølig og distanceret. Der er derfor kun ydre synsvinkel. Der er derfor også, hvad vi kan kalde ingen viden.

Alvidende fortæller:

Marianne trådte ind i lokalet. Hun kunne godt mærke, hvordan hun begyndte at svede. Alt begyndte at svimle for hende. Hele situationen mindede om hendes første dag i skolegården, hvor hun tissede i bukserne af rædsel, da børnene stimlede omkring hende og begyndte at spytte. De stirrer på mig, tænkte hun. De stirrer på mig som onde små væsner, der ønsker, at noget dårligt skal ske. Og det var rigtigt. De havde ondskab i blikket. Der var en næsten liderlig længsel efter, at det hele skulle gå galt; at hun nu skulle bryde sammen, ødelægge sig selv og ydmyge sig selv foran dem alle. Det skulle blive godt, tænkte de alle. Flere godtede sig over, at de havde placeret sig forrest i lokalet. Den bedste plads til den kommende forestilling. Det skulle blive rigtig, rigtig godt. Pludselig var det var som om, al luften blev suget ud ad lokalet – og alle befandt de sig uden for tid og sted.

– Her bliver læseren indviet i både Mariannes og tilskuernes tanker, dvs. der er indre synsvinkel fra to forskellige parter (”Alt begyndte at svimle for hende” og ”Det skulle blive godt, tænkte de”). Desuden beskrives alt også fra en ydre synsvinkel. Fortælleren har ubegrænset adgang til alt. Her kan vi derfor tale om total viden.

Personalfortæller/personbunden:

Marianne trådte ind i lokalet. Hun kunne godt mærke, hvordan hun begyndte at svede. Alt begyndte at svimle. De stirrer på mig, tænkte hun. De stirrer på mig som onde små væsner, der ønsker, at noget dårligt skal ske. Det var som om, de havde ondskab i deres blikke. Hun følte, de ønskede, at noget skulle gå helt galt; at hun skulle bryde sammen, ødelægge sig selv og ydmyge sig selv foran dem alle. Hun bemærkede, hvordan flere af de stirrende væsner nærmest godtede sig på de forreste rækker. De føler sikkert, at de har første parket til forestillingen, tænkte hun. Pludselig var det som om, al luften i lokalet forsvandt – og alle befandt de sig uden for tid og sted.

– Her er der en del viden, men den er begrænset, fordi der kun er adgang til Mariannes tanker. Der er her, som ved den alvidende fortæller, både indre syn (Mariannes tanker) og ydre syn (det som sker omkring Marianne), men fordi der er tale om en personbunden fortæller (til Marianne), er der begrænset viden.

Til alle fortællertyper – den upålidelige fortæller:

Begge overordnede fortællertyper kan være mere eller mindre troværdige eller pålidelige. Hvis vi oplever, at fortælleren forsøger at bilde os noget ind, skjuler vigtige informationer for os, eller fornægter sider af sig selv, således at fremstillingen bliver mangelfuld eller skæv, siger man, at der er tale en upålidelig fortæller. Det helt centrale i fortællinger med en upålidelig fortæller er netop at opdage fortællerens upålidelighed, fordi det ofte stiller historien i et helt andet lys.

Epik og epikanalyse

Så skyder vi vores forløb om epik i gang!

Epik (noveller, romaner, kortprosa etc.) er én af undergenrerne til skønlitteratur/fiktion. De to andre undergenrer er: Lyrik (digte) og Drama (skuespil). Se f.eks. nedenstående genretræ, hvor der er et overblik over alle skønlitterære genrer:


Men; hvad er det nu liiiiige ‘epik’ betyder?

Ordets etymologi fortæller os, at det stammer fra græsk og betyder noget i retning af “at tale/fortælle”. Og det passer faktisk rigtig godt til ordets indholdsbetydning.

Epik er nemlig benævnelsen for en fortællende tekst, og derfor er epik også altid udstyret med en fortæller, der fremstår som formidler af handlingsforløbet til læseren. En episk tekst vil typisk skifte mellem de fire fortælleteknikker, som vi allerede har arbejdet med: Beretning, beskrivelse, forfatterkommentar og dialog/monolog.

Noget af det vigtigste at huske, når man arbejder med epik, er, at ‘forfatter’ og ‘fortæller’ aldrig er den samme – medmindre det er en selvbiografi , hvor forfatteren skriver om sine egne minder og erfaringer.

Men hvad er det så vi skal i vores epikforløb? Vi skal til at grave helt ned i noget forskellig epik og hive så meget interessant ud af det som muligt.

Jeg glæder mig til at ‘grave’ med jer. 😉

Det drilske komma – og de 4 vigtigste regler

Her er så de fire vigtigste regler at huske, når man skal sætte komma – og jeg har lagt vægt på startkommaet, eftersom det er det letteste at analysere sig frem til:

1. Komma ved ledsætninger
Med startkomma
Sæt komma omkring ledsætninger:
Jeg synes, at han er sød.
Hvis han kommer, så holder jeg mig væk.
Jeg holder mig væk, hvis han kommer .
Pigen, der står på trappen, er min søster.
Det, at han altid larmer, irriterer mig.

2. Komma mellem helsætninger
Sæt komma mellem helsætninger der er forbundet med fx og, men, eller, for eller så – dvs. en konjunktion (et bindeord):
Han kommer i eftermiddag, og hun kommer i aften.
Han kommer i eftermiddag, men hun kommer først i aften.
Vi kan ikke starte endnu, for hun kommer først i aften.
Hun kommer først i aften, så vi kan ikke starte endnu.
Musikken spillede, elefanterne dansede, og publikum jublede (se også regel 3).

3. Komma ved opremsninger
Sæt komma i opremsninger, dvs. hvor der kunne have stået et og, men eller eller:
Han købte rugbrød, ost og mælk.
Vil du have spaghetti, kartofler eller ris til?
Musikken spillede, elefanterne dansede, og publikum jublede. (se regel 2)
Det var en kort, intens kamp.

4. Komma ved selvstændige sætningsdele
Sæt komma omkring selvstændige sætningsdele, forklarende og præciserende tilføjelser, appositioner (dvs. en bestemt type forklarende tilføjelser) og parentetiske ledsætninger (bisætninger).
Forklarende og præciserende tilføjelser:
Jeg elsker at være på ferie, især skiferie.
Vi rejser sydpå, fx til Frankrig, hver sommer.
Du vil vist gerne på ferie, hvad?
Appositioner (forklarende/underbyggende og parentetiske tilføjelse):
Den største by på Fyn, Odense, er hjemsted for fodboldklubben OB.
Odense, den største by på Fyn, er hjemsted for fodboldklubben OB.
Men: Den fynske by Odense er hjemsted for fodboldklubben OB.
Parentetiske ledsætninger:
Min kusine har aldrig nogen penge, bl.a. fordi hun køber dyrt mærketøj.
Min kusine, der kun køber dyrt mærketøj, har aldrig nogen penge.

De 4 råd er taget fra http://www.sproget.dk

Tegnsætning, ooooooh, tegnsætning!

!

?

.

,

I vores skriftsprog har vi rigtig mange tegn at holde styr på, men tænk lige over, hvor svær en tekst kan blive uden hverken komma eller punktum:

31000 husstande har udsigt til at få en hilsen fra DR Licens fra mandag og i de kommende to uger her bliver de spurgt om det kan passe at de ikke betaler medielicens og samtidig får de mulighed for at tilmelde sig de 25-34-årige der ikke betaler licens skal imidlertid ikke kigge i postkassen efter breve fra DR Licens mange af dem vil også få en opringning fra telemarketingfolkene hos DR Licens prøver noget nyt helt generelt får vi mere respons på de licensbreve vi sender ud til de yngste som lige er flyttet hjemmefra og fra de ældre så derfor prøver vi noget nyt denne gang ved at ringe til dem i stedet for forklarer kampagneleder Lotte Boas fra DR Licens DR Licens sender breve ud til alle der ikke betaler licens to gange om året og det er efterhånden blevet en fast tradition at den ene af gangene er lige efter studiestart

Det er pludselig vanskeligt at læse en helt almindelig avisartikel.

Vi skal derfor også i forløbet om skriftlighed fokusere på tegnene i skriftsproget – og især det lille drilske tegn, som mange har rigtig svært ved at placere korrekt: Kommaet.

Jeg vil råde jer til at bruge startkomma, eftersom det er det letteste at huske reglerne for.

Prøv allerede nu at øve dig med sproget.dk’s kommatest. 🙂

http://dsn.dk/arkiv/komma/medstart/ (med startkomma)